Venstres problem

Hvilken rolle spiller Pressen i den aktuelle sag om Venstres formand? Er det Pressens negative omtaler af Venstre politikeres personfnidder, som skal afgøre et formandsskifte, eller er det et politisk program. Venstre synes at være splittet i et midterparti, og et højre neoliberalt radikalt parti, og favner måske for bredt.

Det politiske parti Venstre er i stormvejr efter partiets formand har rakt hånden ud mod midten i dansk politik. Det har gjort de blå blok partier, som er en disharmonisk forsamling, rasende. Men midten ligger ikke langt til højre, og det gør Venstres fremgang ved valget heller ikke.

Problemet er i al sin enkelhed at Venstre som parti ikke kan favne de mange politikområder som partiet gerne vil repræsentere. Afstanden mellem midten og de stærkt nationalkonservative og fremmedfjendske partier i blå blok, som inkluderer Konservative, Ny Borgerlige og Dansk Folkeparti, er ganske enkelt for stor. Kun Liberal Alliance under den ny ledelse skiller sig ud, og kan, som det ser ud lige nu, skabe sig en chance for at komme tilbage som ægte liberal, selv om det ser svært ud. Paradokset er, at Socialdemokratiet rækker ud efter de fremmedfjendske partier, som Lars Lykke på Venstres vegne forsøger at undgå. Derfor kan ligningerne ikke gå op, hverken for de røde, eller de blå. Andelen af danskere som ønsker sig et kommunistisk samfund er trods alt begrænset, og Socialdemokratiets 10 årsplaner har fra start slået benene væk under dem som havde forventninger til en ny start. Det er ved det gamle, og det handler om de gamle partiers overlevelse, hvor vi er vidende til de sidste krampetrækninger for overlevelse, så noget nyt dukker snart op.

Den danske model

Det lovede indlæg om den danske model er udskudt, og bringes senere. Det som dog kan undre er, at vi i Danmark er modstandere af EU’s ønske om, at indføre en mindsteløn, og Danmark modarbejder på den måde forbedrede vilkår for i arbejdere i andre EU lande. De høje lønninger i det danske lønmodtager samfund er nemlig ikke nødvendigvis kun et gode, da mange udstødes med de aftaler som indgås, mellem Arbejdsmarkedets parter. En god model historisk, men som ved overgangen fra industrisamfundet til det højtteknologiske samfund er fortid, men den regulerer stadig samfundets fremtid. Treparts drøftelser er i dag udtryk for en konstruktion, som hjælper politikerene med ikke at tage ansvar for hele samfundet, ikke mindst samfundets udstødte, som med færre livstidsansatte lønmodtagere, vokser antal. Det underminerer modellen, som er en beskyttelse af den politiske elites manglende stillingtagen til hele samfundet. Vi oplever i disse dage, hvordan samfundets handicappede overses, hvilket ikke er solidarisk. Kommunerne slår ud med armene og taler udenom problemerne, da de er under økonomisk pres.