Overvågningssamfundet er 20’ernes udfordring

Er du Apple bruger, og gemmer du fortrolig information i skyen på iCloud, så bør du måske genoverveje om det er hensigtsmæssigt.

USA er sure over Kinas fremfærd med handelsruter til destinationer i Europa og Afrika. De har derfor, måske med rette, indledt en handelskrig, som har udviklet sig til et korstog efter at være sakket agterud i den teknologiske udvikling, hvor det kinesiske firma HUAWEI’s 5G teknologi har taget førertrøjen. Kina er også absolut førende på overvågningsteknologien med ansigtsgenkendelse, og robotteknologi.

Den krig, som for tiden udspiller sig mellem USA og Kina, med Rusland på sidelinien, er farlig for brugen (misbrug) af dine data i skyen, og om de amerikanske aktører er mere sikre end kinesiske HUAWEI er et trosspørgsmål.

Så derfor spørgsmålet. Hvem kan nu om dage føle sig sikre på ens personlige data ikke anvendes af uvedkommende magter. Reelt ingen. Hvis data ligger i iCloud, eller i skyen i det hele taget, så kan informationerne til enhver tid hjemtages af politikerne, samtidig med ens konti dagligt udsættes for hackerangreb.

Endnu værre, hvis HUAWEI, som USA påstår, allerede i dag udgør en militær trussel, i hvilket omfang udgør Apple, Google, Face Book, eller Instagram m.fl. andre den samme militære trussel? Er det operatørernes mulighed for indsigt i persondata, som gør at USA er så bange for Kina?

Google har, eller har ikke, problemer med at hjælpe hackerne på deres vej, ofte russiske, og henviser til hackernes falske sider, som under dække af at være for eksempel Apple Support afkræver dig en række personlige data før du kan få adgang til din iCloud konto, hvilket redaktionen af denne side har haft helt inde på livet? Læs om Apple security

Google får milliardbøde

Ingen aktører kan beviseligt siges at have “forkerte motiver” eller andre motiver end de kommercielle, hverken de kinesiske eller de amerikanske. Europa er alligevel ufrivilligt havnet i et politisk edderkoppespind, og er blevet part i den storpolitiske konflikt, som udspiller sig mellem de tre stormagter, USA, Kina og Rusland.

Det eurpæiske fly Airbus er ofte udsat for amerikansk chikane, og nu er gasledningen fra Rusland til Tyskland, Nord Stream 2, kommet i amerikanernes søgelys, hvor der forventes indført økonomiske sanktioner mod en række af projektets anlægsfirmaer. America First strategien er en indædt modstander af den fri verdenshandel, med mindre den fremmer USA’s interesser, og Kinas stigende betydning på verdensplan med de ny handelsruter og landets teknologiske tigerspring bliver derfor bekæmpet af USA med alle midler. USA vil nu også sætte sig på Grønland, og forventes at ville tiltvinge sig medbestemmelse over udviklingen i Arktis. Et tiltag som henleder tankerne på fordums tiders imperialisme.

Ved på denne måde konstant at sammenblande handelspolitik med militærpolitik, kan ingen længere vide, hvordan konflikten udvikler sig, og hvor den lander. Så rådet er, at undlade, at gøre sine personlige data tilgængelige på nettet, da de i dette overvågningssamfund en dag kan blive brugt imod en selv, da tjenesterne i USA, Kina og Rusland, ja selv i Danmark, reelt er underlagt magthavernes kontrol.