Mette Frederiksens samfundsmodel

Hvordan vil Mette Frederiksen udvikle en strategi til bekæmpelse af islamisme og sikre de danske traditioner? Er nationalkonservatisme, fremmedgørelse, og centralisering af magten de rigtige veje?

Med Mette Frederiksen ved magten sidder man tilbage med en følelse af, at ens valg i livet har været en fiasko. Hvis man lever efter den regel de fleste i efterkrigstiden er opdraget med, at sætte tæring efter næring, har man gjort sig selv en bjørnetjeneste. I nutidens velfærdssamfund er individet blevet til brikker i en samfundsmodel, som er styret af interesseorganisationer. Det at agere som en selvstændig og fri aktør i ens eget liv er ikke længere muligt, for hvis vi forvalter vort liv på egen hånd udenom institutioner og organisationer, fællesskabet, så bliver det politisk besværligt at indgå aftaler med befolkningen. Magthaverne vil frigøres for samfundsansvar, og indgår derfor kun aftaler på arbejdsmarkedet med trejdemand, og overlader styringen af borgernes liv til fagforeninger og kommuner, hvor kommunerne er blevet administrativt tunge at tumle med i dagligdagen, og er en tung dyne på det individuelle råderum.

Organisationerne er derfor en vigtig stødpude for politikerne, og mange vil sikkert argumentere for, at de er med til at styrke sammenhængskraften, men i virkeligheden skævvrider de samfundet, da de primært kun er til for sig selv, og først derefter for medlemmerne. Den kristne kirke som institution er et eksempel. Et demokratisk paradoks, da Danmark har religionsfrihed, men politisk understøttes og opdrages folket i den kristne ånd og tro, som tilmed kaldes en værdi. Mange borgere er ikke organiserede, om det er i kirken eller i en forening, og føler sig ikke som en del af denne konforme samfundsmodel, men føler sig udenfor og fremmedgjorte i en tid hvor samfundets krav til den enkelte intensiveres. Det skaber utryghed og ensomhed. Samtidig er borgerne under anklage af systemet for at høste for mange nemme økonomiske gevinster som f.eks. lotto- og aktiegevinster, samtidig med skandalerne og tag selv bordet i de offentlige forvaltninger, administratorerne af velfærdsmodellen, har nået et klimaks.

Derfor skal velfærdsmodellen ommøbleres. Er man ung stilles der stadig stigende krav til at uddanne sig, og som ældre var det først folkepensionen, ens otium og valg af domicil, som man efter 2007 ikke længere selv kan vælge, og i 2020 skal de som magter at forsørge sig selv, betale endnu mere til de som ikke magter det, eller ikke vil. Derfor skal der hentes mere fra de såkaldt rige i en ny restriktiv fordelingspolitik. Men de mange skatte- og afgiftsstigninger rammer selvfølgelig også ned i denne ofte hårdtarbejdende middelklasse, så det er en svær øvelse.

Man tør da heller ikke fortælle borgerne sandheden, tilbageholder information, praktiserer tågesnak, og derfor lægges klima og ligestilling til grund for de disse ind- eller overgreb, som udhuler borgernes personlige indkomst yderligere, hvor intentionen er, at styrke staten. Magten skal centraliseres, og den individuelle frihed begrænses. Det er Mette Frederiksens konkurrencesamfund, og derfor bruger hun konstant en negativ retorik mod de bedrestillede, ved at sige de er grådige, og de som stiller spørgsmålstegn ved manøvren udstilles som usolidariske. Begrebet at sætte tæring efter næring har udspillet sin rolle, for missionen er, at styrke magten, uden folk opdager, at de reelt bliver taget ved næsen. Samme populistiske metode som Trump i USA bruger, og Borris Johnson i England. Går det godt, er det min skyld, går det skidt, er det de andres skyld.  Mette Frederiksen skøjter ganske enkelt hen over samfundsproblemerne ved slet ikke at tale om dem, og siger kun, at de på sigt nok skal blive løst.

Fælleskab er nøgleordet i Mette Frederiksens historiefortælling, men er mere af det samme, fællesskab, vejen frem! For i sig selv sikrer fællesskabet ikke retssamfundet. Argumentet for synspunktet er – kommunitarisme som samfundsmodel opdateres løbende.

Og, var danskerne i den fortid nutidens politikere søger tilbage til et fællesskab? En fortid som S og DF værner om sammen, i en tid hvor problemerne med velfærden hober sig op, og segregation har taget magten fra assimilation. Statsminister Mette Frederiksen italesætter den samfundsmodel hun ønsker sig ved at forherlige fortidens fællesskab, og bruger flittigt ord som solidaritet, tillid og sammenhængskraft som klister, hvor den bærende sokkel er de danske værdier, som ingen rigtig kan definere, så er det en rigtig og tidssvarende udlægning?

Kommunitarismen på engelsk Communitarianism

Kommunitarismen er en filosofisk retning som gør sig til fortaler for fællesskabet. Men er svaret på et multikulturelt samfund “fællesskab”? Hvis ja, hvordan skal fællesskab så forstås? Kan en teori om fællesskab styrke sammenhængskraften? Hvis ja, hvordan ser det rigtige svar på fremtidens udfordringer ud i et lille sprogområde, eller er den socialdemokratiske taktik endnu en magtdemonstration, og en snakken udenom, hvis hensigt det er, at centralisere endnu mere magt hos staten på bekostning af borgernes individuelle frihed.

WIKIPIDEA. Kommunitarismen er en politisk – filosofisk opfattelse, at fællesskabet (community), er det primære i samfundet. Det er ikke individetstaten eller nationen.

Tankerne opstod tilbage i 1980’erne, hvor politiske filosoffer i USA var kritiske overfor både  liberalismen, som den blev udlagt af den socialliberale John Rawls, og den neoliberalistiske Robert Nozick‘s. Kritikken var, at den liberalistiske individuelle frihed, og dens økonomiske, kulturelle og moralske betoning af værdier med fokus på personlig succes og egen levevis, var forkert. De kommunitaristiske tanker var også kritiske overfor socialismen og marxismen, da de i for høj grad lod staten gå forud for fællesskabet. I begyndelsen af 1990’erne formulerede kommunitaristerne et egentligt politisk mål; at bekæmpe fællesskabets opløsning og medborgerdydernes moralske forfald.

FRA DEN DANSKE ORDBOG. Kommunitarisme er en samfundsform der lægger vægt på den enkeltes ansvar for fællesskabet, med vægt på nærdemokrati og familien. En kritik af den liberalistiske opfattelse.

WIKIPIDEA. De centrale kommunitariske idéer er:

  • Der findes ingen tilstand forud for fællesskabet. Mennesket har ikke etableret fællesskabet for at opnå bestemte mål – det har altid eksisteret
  • Fællesskabet er bygget på nogle fælles værdier, som alle i fællesskabet anerkender
  • Initiativer i værdifællesskabet kommer nedefra – ikke fra staten
  • Fællesskabets værdier er dybt rodfæstet i traditioner

opdateres

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *