En ny virkelighed venter på den anden side

Der bliver for tiden skiftet voldsomt ud i embedsapparatet, og set udefra virker det som et ønske om magtfuldkommenhed. Erfarne departementschefer erstattes af socialdemokratiske partisoldater, og hele syv departementschefer er blevet gået. Hertil skal lægges ansættelser af en række partipolitiske af rådgivere – de såkaldte spindoktorer, som ikke kan stilles til ansvar ansvar, samt ansættelser af politiske pressechefer.

Nu kom en virus i vejen. Corona har forhindret både strategi, og tidsplan. Nu lyder det, at på den anden side af krisen får vi et andet samfund, men hvilket?

Hentet fra moderne sameksistens. En sport som kan udøves med den fornødne afstand

Det billede som begyndte at tegne sig før Covid-19, var at S hældte mere af deres beton-ideologi udover befolkningen. Smerten fra Helle Thorning tiden har præget nutidens S-partisoldater. De ved, at med en, vi ved bedre strategi, hvor S med kun 48 mandater lægger fælder ud for Folketingets andre partier, er vejen til succes. Men de har brug for hjælp og opbakning til at gennemføre deres politik, en politik vi stadig ikke kender. Det gælder for udligningsreformen, som for tiden ligger underdrejet af samme grund, så den strategi gik helt af sig selv i vasken før Covid-19 opstod.

Hvor om alting er, så er der endnu ikke lys for enden af Corono-tunnelen, så at tro at det går i sig selv til Påske er en and. Da slet ikke når der ikke engang er udgangsforbud, og folk kan færdes nogenlunde frit. Regeringen er til gengæld kommet i splid med sig selv, og ligger i krig med sundhedsmyndighederne, da der er opstået tvivl om de mange forskelige udmeldingers validitet. Hele øvelsen med at lukke samfundet ned synes alene at handle om, at hospitalerne skal kunne følge med. Beredskabet havde tomme hylder, hvilket Regionerne har glemt at fortælle. Så regeringen har måske ubevidst sat sig selv mellem to stole.

Landets beredskab består bl.a. af 4 akuthelikoptere, som er absolut uundværdlige.

Det virker på skribenten, som om regeringen helst vil følge den samme strategi som Trump i USA, hvor økonomien er vigtigere end folks liv. En diskussion som fik liv med Lykke Rasmussens ord den 26. marts : “Indgrebene må ikke ramme os hårdere end selve sygdommen.” Det var Trumps ord oversat, men også Trump har fået det svært, da Covid-19 hærger landet, som en tyfon. Svaret fra Mette Frederiksen er, at hun ikke forventer vi herhjemme er lukket ned i måneder. Underforstået, at under alle omstændigheder kommer nogen til at betale den højeste pris, for hvis ikke, bryder samfundet sammen.

Det vi har set i dansk politik siden valget i 2019 indtil nu er konturerne af en anden slags samfund reguleret med mere overvågning, fratagelse af den individuelle frihed, højere skatter og flere afgifter. Vi nærmer os et lukket og totalitært regime, som vil have mere kontrol med dig og mig, og vor frihed. Debatten om klimaet nåede slet ikke at lette inden alle verdens fly stod i garage på jorden, og “Arne” har vist ikke længere en top prioritet.

Men et stort flertal i befolkningen er slet ikke socialdemokrater, og bliver det nok heller aldrig, og derfor er S-regimet tvunget til at gå på vandet i håbet om, at de med den førte politik kommer tørskoede i land.

Tilbage står, at denne tillukkede centralisering er et overgreb på det danske demokrati. For de ældre fyldt 50, så er man i den socialdemokratiske ideologi, hvis man er uden et lønmodtagerjob og fagforening, en unødvendig udgift. Syn for sagen fik man, da de forskellige hjælpepakker skulle vedtages. Hjælpen gik først til ansatte i det offentlige, og derefter til ansatte under den danske model, trepartsforhandlerene, og derefter tøvende til hoteller og først sluttelig til de selvstændige. Hjælpen er stadig utilstrækkelig, så løsningen er at samfundet hurtigt skal åbnes, og i kampens hede udtalte Wammen, at de private skal holde for, og betale gildet.

Regeringen har siden måttet tilpasse sin retorik, for man kan ikke sige højt, at krigen står mellem de stærke og de svage borgere, men når samfundet åbnes igen, så bliver den konflikt synlig. Så en ny virkelighed venter på den anden side, men hvilken?

Samme tendens til magtfuldkommenhed ses i Københavns kommune, hvor byens overborgmester Frank Jensen sammen med By & Havn rydder byen for københavnsk identitet. Han overhører utallige indsigelser, og tromler sine projekter igennem. Hans forretningsmodel er hovedsæder, uddannelsesinstitutioner og turisme, men så kom Corona også på tværs her, hvor hotellerne nu går fallit, så hvordan den københavnske udvikling kommer til at gå skal blive spændende at følge. Turisterne stormer nok ikke byen i en rum tid, og hvad med hotellet som skulle ligge på Posthusgrunden?

Et politisk selvmål

Skattekisten er fyldt, men hvordan skal den fordeles?

Socialdemokratiet har leveret årtiers største selvmål ved at fremstille sig selv som en moderne Robin Hood, som tager fra skurken, den rige borgmester i Gentofte, for at kunne kaste rigdom i grams blandt de fattige kommuner. Det viser sig nu, at scenen er en helt anden, end den, som den socialdemokratiske Mette Frederiksen redegjorde for under sin åbningstale i Folketinget som landets Statsminister.

Hadet og det narcissistiske selvbedrag, til de andre politiske partier, som er udbredt blandt de unge socialdemokrater er moralsk ude af proportioner. Hvor vi som borgere tror på, at de i en spinkel mindretalsregering søger seriøse politiske forhandlinger med Venstre, samtidig med vi dog undres over de manglende økonomiske beregninger (hvis de eksisterer) afslører de i stedet sig selv i en mail, sanktioneret af statsministeriet, at regeringens mål i forhandlingerne er, at at grave snavs frem på de politiske modstandere. En mere retfærdig udligningsreform er slet ikke på tale, og Indenrigsminister Astrid Krag supplerer Mette Frederiksens magtfuldkommenhed ved, at hun uden dokumentation for det retfærdige i reformen reserverer 72 ekstra millioner til egen valgkreds. Det socialdemokratiske hykleri har nået nye højder.

Hentet fra regeringens udspil

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

”Vores udspil handler om retfærdighed og velfærd, og at Danmark er for lille til store forskelle. Borgerne skal ikke opleve, at kvaliteten af velfærden er helt forskellig fra kommune til kommune. Jeg vil gerne appellere til solidaritet fra de mest velhavende kommuner og minde om, at denne regering i økonomiaftalen har sørget for, at der følger penge med til det stigende antal børn og ældre.”

Fungerende finansminister Morten Bødskov siger:

”I dag kommer vi med et forslag til, hvordan vi sikrer en mere retfærdig fordeling af velfærden. Det handler om meget mere end teknik og justeringer. Det handler om, at de bredeste skuldre må bære de tungeste byrder. Det drejer sig om selve indretningen af vores velfærdssamfund, hvor vi som socialdemokrater mener, at der er brug for mere retfærdighed. Der skal være råd til en ordentlig velfærd i alle dele af vores land.”

Mette Frederiksens samfundsmodel / indlægget opdateres

Hvordan vil Mette Frederiksen udvikle en strategi til bekæmpelse af islamisme og sikre de danske traditioner? Er nationalkonservatisme, fremmedgørelse, og centralisering af magten de rigtige veje?

Med Mette Frederiksen ved magten sidder man tilbage med en følelse af, at ens valg i livet har været en fiasko. Hvis man lever efter den regel de fleste i efterkrigstiden er opdraget med, at sætte tæring efter næring, har man gjort sig selv en bjørnetjeneste. I nutidens velfærdssamfund er individet blevet til brikker i en samfundsmodel, som styres af interesseorganisationer. Det at agere som en selvstændig og fri aktør i ens eget liv er ikke længere muligt, for hvis vi forvalter vort liv på egen hånd udenom fællesskabets institutioner og organisationer, så bliver man dømt ude, for politisk er det for besværligt at indgå aftaler direkte med befolkningen.

Magthaverne vil frigøres for deres samfundsansvar, og de indgår derfor deres aftaler udenom borgerne med trejdemand . Styringen af samfundet og borgernes liv overlades til fagforeninger og kommuner, hvor mange kommuner er blevet en tung sag at danse med for mange borgere i dagligdagen. Organisationer og institutioner er vigtige i den politiske fødekæde, og mange vil sikkert argumentere for, at de er med til at styrke sammenhængskraften, men i virkeligheden skævvrider de samfundet, da de primært kun er til for sig selv, og først derefter for medlemmerne. Den kristne kirke som institution er et eksempel, ja, er et demokratisk paradoks. Danmark har religionsfrihed, men politisk understøttes og opdrages folket i den lutherske ånd og tro, som tilmed kaldes en værdi. Men mange borgere er ikke organiserede, om det er i kirken eller i en forening, og føler sig ikke som en del af denne konforme samfundsmodel. De føler sig sat udenfor og fremmedgjorte i en tid hvor samfundets krav til den enkelte intensiveres. Det skaber utryghed og ensomhed. Samtidig har borgerne adgang til for mange nemme gevinster som f.eks. spil og aktiegevinster, som derfor beskattes yderligere, samtidig med skandalerne og tag selv bordet i de offentlige forvaltninger, administratorerne af velfærdsmodellen, har nået et klimaks.

Derfor skal velfærdsmodellen ommøbleres. Er man ung stilles der stadig stigende krav til at uddanne sig, og som ældre var det først folkepensionen, ens otium og valg af domicil, som man efter 2007 ikke længere selv kan vælge, og i 2020 skal de som magter at forsørge sig selv, betale endnu mere til de som ikke magter det, eller ikke vil. Derfor skal der hentes mere fra de såkaldt rige i en ny restriktiv fordelingspolitik. Men de mange skatte- og afgiftsstigninger rammer selvfølgelig også ned i denne ofte hårdtarbejdende middelklasse, så det er en svær øvelse.

Hvis man ikke er på kontanthjælp, så er man et rigt dumt svin!

Man tør da heller ikke fortælle borgerne sandheden, tilbageholder information, praktiserer tågesnak, og derfor lægges klima og ligestilling til grund for de disse ind- eller overgreb, som udhuler borgernes personlige indkomst yderligere, hvor intentionen er, at styrke staten. Magten skal centraliseres, og den individuelle frihed begrænses. Det er Mette Frederiksens konkurrencesamfund, og derfor bruger hun konstant en negativ retorik mod de bedrestillede, ved at sige de er grådige, og de som stiller spørgsmålstegn ved manøvren udstilles som usolidariske. Begrebet at sætte tæring efter næring har udspillet sin rolle, for missionen er, at styrke magten, uden folk opdager, at de reelt bliver taget ved næsen. Samme populistiske metode som Trump i USA bruger, og Borris Johnson i England. Går det godt, er det min skyld, går det skidt, er det de andres skyld.  Mette Frederiksen skøjter ganske enkelt hen over samfundsproblemerne ved slet ikke at tale om dem, og siger kun, at de på sigt nok skal blive løst.

Fælleskab er nøgleordet i Mette Frederiksens historiefortælling, men er mere af det samme, fællesskab, vejen frem! For i sig selv sikrer fællesskabet ikke retssamfundet, da fællesskaber ofte følger sine egne regler og ikke samfundets.

Kommunitarismen som samfundsmodel opdateres løbende.

Og, var danskerne i den fortid nutidens politikere søger tilbage til et stort fællesskab? Var det ikke forskellige fællesskaber på tværs af samfundsgrupper? En fortid som S og DF værner om sammen, i en tid hvor problemerne med velfærden hober sig op, og segregation har taget magten fra assimilation. Statsminister Mette Frederiksen italesætter den samfundsmodel hun ønsker sig ved at forherlige fortidens fællesskab, og bruger flittigt ord som solidaritet, tillid og sammenhængskraft som fællesskabets klister, hvor den bærende sokkel er de danske værdier, som ingen rigtig kan definere, så er det en rigtig og tidssvarende udlægning?

Fællesskaber og had kultur

I Frankrig er kommunitarismen sat på dagsordenen af Macron. Hvis man bor i Frankrig, så er det ikke Erdogan & Tyrkiet som skal bestemme, hverken uddannelse eller hvilken lovgivning tyrkerne skal rette sig efter. Det samme gælder for islamismen, og imamer hentet udenlands til at prædike. Islam er velkommen men levemåde og budskaberne skal være i overensstemmelse med fransk lovgivning. Uddannelse af franske imamer synes at være vejen frem.. Donationer til moskéer, religiøse skoler mv. er også for alvor sat under lup.

Kommunitarismen på engelsk Communitarianism

Kommunitarismen er en filosofisk retning som gør sig til fortaler for fællesskabet. Men er svaret på et multikulturelt samfund “fællesskab”? Hvis ja, hvordan skal fællesskab så forstås? Kan en teori om fællesskab styrke sammenhængskraften? Hvis ja, hvordan ser det rigtige svar på fremtidens udfordringer ud i et lille sprogområde, eller er den socialdemokratiske taktik endnu en magtdemonstration, og en snakken udenom, hvis hensigt det er, at centralisere endnu mere magt hos staten på bekostning af borgernes individuelle frihed.

WIKIPIDEA. Kommunitarismen er en politisk – filosofisk opfattelse, at fællesskabet (community), er det primære i samfundet. Det er ikke individetstaten eller nationen.

Tankerne opstod tilbage i 1980’erne, hvor politiske filosoffer i USA var kritiske overfor både  liberalismen, som den blev udlagt af den socialliberale John Rawls, og den neoliberalistiske Robert Nozick‘s. Kritikken var, at den liberalistiske individuelle frihed, og dens økonomiske, kulturelle og moralske betoning af værdier med fokus på personlig succes og egen levevis, var forkert. De kommunitaristiske tanker var også kritiske overfor socialismen og marxismen, da de i for høj grad lod staten gå forud for fællesskabet. I begyndelsen af 1990’erne formulerede kommunitaristerne et egentligt politisk mål; at bekæmpe fællesskabets opløsning og medborgerdydernes moralske forfald.

FRA DEN DANSKE ORDBOG. Kommunitarisme er en samfundsform der lægger vægt på den enkeltes ansvar for fællesskabet, med vægt på nærdemokrati og familien. En kritik af den liberalistiske opfattelse.

WIKIPIDEA. De centrale kommunitariske idéer er:

  • Der findes ingen tilstand forud for fællesskabet. Mennesket har ikke etableret fællesskabet for at opnå bestemte mål – det har altid eksisteret
  • Fællesskabet er bygget på nogle fælles værdier, som alle i fællesskabet anerkender
  • Initiativer i værdifællesskabet kommer nedefra – ikke fra staten
  • Fællesskabets værdier er dybt rodfæstet i traditioner

Fortsættes i nyt indlæg.

Dansk politik på vers

Bertel Haarder, Venstre, har skrevet en munter julesang om året der gik til Folketinget i 2019

1) Nu er det altså jul igen med gavebod på Borgen, hvor Mette med finansloven kan dæmpe julesorgen: En godbid her og der og en kamel og elefanter – det er da ikke sært, at hun i Folketinget fjanter! F O R øk’nomien er jo fin, så der er råd til dollargrin og snaps og gin og øl og vin og fest til jul!

2) Regeringsmagt er vanskelig, og mange brækker halsen, men Mette F. er stålsat, tåler ikke slør i valsen. Hun satser på de bedste med et meget klart kriterie: Du skal vær´ kammerat, hvis du vil ind i ministeriet! D E R hersker Martin Rossen han er måske ikk´ så tosset, han gi’r klar besked til rosset ”hold nu kæft til jul!”

3) Ved valget var der tolv partier – nu er der så tretten! Og der vil komme endnu fler’, der høster parti-støtten, for Paludan og Ammitzbøll (der også hedder Bille) har vist, hvor let det er at la’ sin stemme gå til spilde! O G stakkels Jakob Ellevild må frygte for det stemmespild, men sender dog Simon Emil et julesmil!

4) Den kære Trump behøver ikke omsvøb, stads og flitter. Han styrer land og rige med et dagligt svirp på twitter! Han ville købe Grønland, Santa Claus og hele isen! Blev sur, da han fik nej fra både Mette og Kim Kielsen! H U N sagde, at det var absurd, og så blev T(r)umpen rigtig surog droppede sin Danmarks tur til efter jul!

5) Det var jo noget andet med den gamle Ronald Reagan. Med Gorbatjov han rusted´ ned, han mødte ham på Island. På Bessastaðir hygged´ de, halvered´ deres våben! I Øst kom snart Sovjet-soldater hjem på deres gå-ben! V E D Muren var det ikke sjovt, men Reagan kom og sa´ hov-hov og tordned´: ”Mr. Gorbatjov Tear down that wall!”

6) Blandt radioer elsker vi jo 24/syv´ern, skønt Kirsten Birgit Hørsholm Kretz hun bander og hun lyver, En skummel nat blev radioen slagtet og parteret – 70% med revl og krat blev pluds´lig deporteret! S Å bød den på en DAB kanal, men tabte til en slap kanal og endte i det frie fald – det’ dog for galt!

7) Der er en slem forvirring, når det gælder mænd og koner, og mange overskrider nu de seksuelle zoner. Vi må ha’ ændret skiltene på toiletters døre, og ”hr.” og ”fru.” og ”mand” og ”kone” vil vi ikke høre! N E J, det skal hedde ”høn” og ”trans”, og IKKE ”hendes” eller ”hans” og julemandens skæg og dans og swing og svans!

8) Helt anderledes hetero er Hedeager-drengen: Én var ej nok, han vill´ ha´ to med i borgmestersengen! Han møved´ med dem begge, og han pilled´ lidt for meget! Han tro´de, at i Enhedslisten var der fælleseje! M E N hvorfor skal de vær´ så striks og hindre Enhedsliste-sex, lad ham dog få en dejlig heks med hjem til jul

En mudret sag

Sidste vers har vakt opstandelse i EL, som ellers er kendt for at acceptere fri sex indbyrdes med hinanden. Borgmesteren valgte, efter en fest afholdt af hende i hendes hjem, af uransagelige årsager, og først efter nogle dage efter betænkningstid, at anmelde en trekant i hendes seng som voldtægt. Ikke begået mod hende selv, men på sin kvindelige kollegas vegne. Hun var selv kæreste med manden i trekanten, så hvad der er op og ned i den sag, må være svært at vide, selv for retten som måske ikke kender den fri moral i El, men sagen endte i Byretten, manden blev dømt, men sagen er anket, og nu er Pernille Skipper sur over den kommer på tapetet igen.