Er Slotsholmen verdens navle

Den 11. april skriver medierne, at den socialdemokratiske regering har tilbageholdt viden om smitte siden en rapport om smittefaren kom frem den 30. janaur. Ikke alene lægger denne regering fælder for dens politiske modstandere, men uden at blinke også for den danske befolkning. Vi må håbe på denne sag bliver fuldt belyst.

Patos stammer fra det græske ord ” pathos” og udtrykker ‘følelser og højtidelighed’. Eksempel på brug af Patos er Edith Piaf:

“La vie en rose”, “Non, je ne regrette rien”, “Mon légionnaire”, “Milord”

Mette Fredriksens taler fremføres med hjælp af patos, en retorik som udtrykker stærke følelser, som sikkert er taget i brug for at berolige befolkningen, men talerne er ofte uden et egentligt budskab. Vi skal udvise solidaritet med hinanden ved at stå sammen på afstand, siger hun. Hvad mener hun? Hun indfører ikke karantæne, men lader det være op til den enkelte at tage”afstand”. Er det afstand i supermarkedet, hun mener, eller til den nære , eller den fjerne omverdenen, og er det derfor hun har lukket grænserne? Mens krydstogtskibene stadig lander, Og hvad menes med, at stå sammen? Betyder det frivillig isolation? Danmark har ikke villet hjælpe Italien, og fremstår som nation indelukket, og mere afvisende og nationalistisk end nogensinde før, og mange danskere synes at kunne lide det!

»Vi beder de svageste om at være de stærkeste.« og ‘Danmark står sammen ved at holde afstand,’.’Meget hviler på danskernes skuldre’ og ‘anden halvleg bliver også svær’, og som allerede nævnt under Covid-19 Mette Frederiksen advarer danskerne. En ny virkelighed venter på den anden side af Corona! Hvilken virkelighed står hen i det uvisse, og hvad menes med, at Danmark åbner efter Påske vides ikke. Der er mange ubekendte, og hvorfor ikke sige tingene som de er, så vi alle kan forstå hende.

Mette Frederiksens samfundsmodel / indlægget opdateres

Hvordan vil Mette Frederiksen udvikle en strategi til bekæmpelse af islamisme og sikre de danske traditioner? Er nationalkonservatisme, fremmedgørelse, og centralisering af magten de rigtige veje?

Med Mette Frederiksen ved magten sidder man tilbage med en følelse af, at ens valg i livet har været en fiasko. Hvis man lever efter den regel de fleste i efterkrigstiden er opdraget med, at sætte tæring efter næring, har man gjort sig selv en bjørnetjeneste. I nutidens velfærdssamfund er individet blevet til brikker i en samfundsmodel, som styres af interesseorganisationer. Det at agere som en selvstændig og fri aktør i ens eget liv er ikke længere muligt, for hvis vi forvalter vort liv på egen hånd udenom fællesskabets institutioner og organisationer, så bliver man dømt ude, for politisk er det for besværligt at indgå aftaler direkte med befolkningen.

Magthaverne vil frigøres for deres samfundsansvar, og de indgår derfor deres aftaler udenom borgerne med trejdemand . Styringen af samfundet og borgernes liv overlades til fagforeninger og kommuner, hvor mange kommuner er blevet en tung sag at danse med for mange borgere i dagligdagen. Organisationer og institutioner er vigtige i den politiske fødekæde, og mange vil sikkert argumentere for, at de er med til at styrke sammenhængskraften, men i virkeligheden skævvrider de samfundet, da de primært kun er til for sig selv, og først derefter for medlemmerne. Den kristne kirke som institution er et eksempel, ja, er et demokratisk paradoks. Danmark har religionsfrihed, men politisk understøttes og opdrages folket i den lutherske ånd og tro, som tilmed kaldes en værdi. Men mange borgere er ikke organiserede, om det er i kirken eller i en forening, og føler sig ikke som en del af denne konforme samfundsmodel. De føler sig sat udenfor og fremmedgjorte i en tid hvor samfundets krav til den enkelte intensiveres. Det skaber utryghed og ensomhed. Samtidig har borgerne adgang til for mange nemme gevinster som f.eks. spil og aktiegevinster, som derfor beskattes yderligere, samtidig med skandalerne og tag selv bordet i de offentlige forvaltninger, administratorerne af velfærdsmodellen, har nået et klimaks.

Derfor skal velfærdsmodellen ommøbleres. Er man ung stilles der stadig stigende krav til at uddanne sig, og som ældre var det først folkepensionen, ens otium og valg af domicil, som man efter 2007 ikke længere selv kan vælge, og i 2020 skal de som magter at forsørge sig selv, betale endnu mere til de som ikke magter det, eller ikke vil. Derfor skal der hentes mere fra de såkaldt rige i en ny restriktiv fordelingspolitik. Men de mange skatte- og afgiftsstigninger rammer selvfølgelig også ned i denne ofte hårdtarbejdende middelklasse, så det er en svær øvelse.

Hvis man ikke er på kontanthjælp, så er man et rigt dumt svin!

Man tør da heller ikke fortælle borgerne sandheden, tilbageholder information, praktiserer tågesnak, og derfor lægges klima og ligestilling til grund for de disse ind- eller overgreb, som udhuler borgernes personlige indkomst yderligere, hvor intentionen er, at styrke staten. Magten skal centraliseres, og den individuelle frihed begrænses. Det er Mette Frederiksens konkurrencesamfund, og derfor bruger hun konstant en negativ retorik mod de bedrestillede, ved at sige de er grådige, og de som stiller spørgsmålstegn ved manøvren udstilles som usolidariske. Begrebet at sætte tæring efter næring har udspillet sin rolle, for missionen er, at styrke magten, uden folk opdager, at de reelt bliver taget ved næsen. Samme populistiske metode som Trump i USA bruger, og Borris Johnson i England. Går det godt, er det min skyld, går det skidt, er det de andres skyld.  Mette Frederiksen skøjter ganske enkelt hen over samfundsproblemerne ved slet ikke at tale om dem, og siger kun, at de på sigt nok skal blive løst.

Fælleskab er nøgleordet i Mette Frederiksens historiefortælling, men er mere af det samme, fællesskab, vejen frem! For i sig selv sikrer fællesskabet ikke retssamfundet, da fællesskaber ofte følger sine egne regler og ikke samfundets.

Kommunitarismen som samfundsmodel opdateres løbende.

Og, var danskerne i den fortid nutidens politikere søger tilbage til et stort fællesskab? Var det ikke forskellige fællesskaber på tværs af samfundsgrupper? En fortid som S og DF værner om sammen, i en tid hvor problemerne med velfærden hober sig op, og segregation har taget magten fra assimilation. Statsminister Mette Frederiksen italesætter den samfundsmodel hun ønsker sig ved at forherlige fortidens fællesskab, og bruger flittigt ord som solidaritet, tillid og sammenhængskraft som fællesskabets klister, hvor den bærende sokkel er de danske værdier, som ingen rigtig kan definere, så er det en rigtig og tidssvarende udlægning?

Fællesskaber og had kultur

I Frankrig er kommunitarismen sat på dagsordenen af Macron. Hvis man bor i Frankrig, så er det ikke Erdogan & Tyrkiet som skal bestemme, hverken uddannelse eller hvilken lovgivning tyrkerne skal rette sig efter. Det samme gælder for islamismen, og imamer hentet udenlands til at prædike. Islam er velkommen men levemåde og budskaberne skal være i overensstemmelse med fransk lovgivning. Uddannelse af franske imamer synes at være vejen frem.. Donationer til moskéer, religiøse skoler mv. er også for alvor sat under lup.

Kommunitarismen på engelsk Communitarianism

Kommunitarismen er en filosofisk retning som gør sig til fortaler for fællesskabet. Men er svaret på et multikulturelt samfund “fællesskab”? Hvis ja, hvordan skal fællesskab så forstås? Kan en teori om fællesskab styrke sammenhængskraften? Hvis ja, hvordan ser det rigtige svar på fremtidens udfordringer ud i et lille sprogområde, eller er den socialdemokratiske taktik endnu en magtdemonstration, og en snakken udenom, hvis hensigt det er, at centralisere endnu mere magt hos staten på bekostning af borgernes individuelle frihed.

WIKIPIDEA. Kommunitarismen er en politisk – filosofisk opfattelse, at fællesskabet (community), er det primære i samfundet. Det er ikke individetstaten eller nationen.

Tankerne opstod tilbage i 1980’erne, hvor politiske filosoffer i USA var kritiske overfor både  liberalismen, som den blev udlagt af den socialliberale John Rawls, og den neoliberalistiske Robert Nozick‘s. Kritikken var, at den liberalistiske individuelle frihed, og dens økonomiske, kulturelle og moralske betoning af værdier med fokus på personlig succes og egen levevis, var forkert. De kommunitaristiske tanker var også kritiske overfor socialismen og marxismen, da de i for høj grad lod staten gå forud for fællesskabet. I begyndelsen af 1990’erne formulerede kommunitaristerne et egentligt politisk mål; at bekæmpe fællesskabets opløsning og medborgerdydernes moralske forfald.

FRA DEN DANSKE ORDBOG. Kommunitarisme er en samfundsform der lægger vægt på den enkeltes ansvar for fællesskabet, med vægt på nærdemokrati og familien. En kritik af den liberalistiske opfattelse.

WIKIPIDEA. De centrale kommunitariske idéer er:

  • Der findes ingen tilstand forud for fællesskabet. Mennesket har ikke etableret fællesskabet for at opnå bestemte mål – det har altid eksisteret
  • Fællesskabet er bygget på nogle fælles værdier, som alle i fællesskabet anerkender
  • Initiativer i værdifællesskabet kommer nedefra – ikke fra staten
  • Fællesskabets værdier er dybt rodfæstet i traditioner

Fortsættes i nyt indlæg.

Aldrig mere Venstre

Det må være konklusionen ovenpå dagens formandsvalg, da partiet optræder som medløber for højreekstremismen. De midtsøgende kræfter i partiet er sat skakmat, efter den markante profil på højrefløjen, Inger Støjberg, med et overbevisende flertal blev valgt til næstformand. Hun læner sig flittigt op ad de national konservative strømninger i samfundet, hvilket Jacob Ellemann også selv synes at gøre. Hans invitation til de radikale fremmedhadere på højrefløjen, og de national konservative kræfter i både DF, De Konservative, og Ny Borgerlige, som repræsenterer den ekstreme højrefløj i Danmark, og som har grobund i dele af eliten og på landet, er en bemærkelsesværdig og ensidig politisk kurs, som i den ny Venstreledelse synes at være den fortrukne? Hvis strammer fløjen i partiet er nutidens Venstre, så er svaret aldrig mere Venstre.

Kommentar. Venstres problem er baglandet. Et ukendt antal delegerede er stærkt utilfredse med både Kristian Jensen og Lars Lykke Rasmussen. I Jylland ønsker mange et tættere samarbejde med det ekstreme højre, og det er to vidt forskellige livssyn Venstres delegerede repræsenterer. Om Jacob Ellemann kan forene de to strømninger er det svært at spå om, men de er så modsatrettede at det er uforståeligt de kan repræsenteres i et og samme parti. Efter valget af gruppeformand synes partiets linje at byde på topstyring, mens retningen ukendt, og det kan hurtigt ende med partiet er på vej til at spille sig selv af banen, da de vil gabe over for mange modsatrettede politik områder.