Den danske model

Under virksomhedernes nedlukninger under Covid-19 krisen har 3F indgået en ny type aftaler på arbejdsmarkedet. Hvis et firma skal fyre som følge af Corona, så skal de personer, som ikke er medlem af 3F, fyres først. Så, den danske model er ikke opskriften for de personer på arbejdsmarkedet som ikke er organiseret, og har aldrig været det.

I Danmark bliver løn og arbejdsforhold aftalt mellem arbejdsmarkedets parter. DA eller Dansk Arbejdsgiverforening indgår aftaler nedfældet i overenskomster, som gælder i 4 år af gangen for medlemmerne af DA og FH – Fagbevægelsens Hovedorganisation. Tidligere kendt som LO. Det kaldes for den Danske Model, som kom til verden i 1899. Skal Staten ind over aftalerne tales om trepartsforhandlinger.

En model som var god i efterkrigstidens industrisamfund, men som i dag må betragtes som forældet. Aftaler indgået mellem nogle få aktører skal ikke, og kan ikke tegne virkeligheden på hele samfundets vegne, som er langt mere komplekst, og for de fleste borgere er aftaler, de ikke er del af, uretfærdige.

Denne redaktion har længe ment, at den danske model i det digitaliserede samfund er for smal og ensidig, da de to interesseorganisationer kun varetager egne interesser primært baseret på traditionel industriproduktion. Dette er med til at skævvride det moderne arbejdsmarked. Rigtig mange borgere er nemlig ikke medlem af hverken DA eller FH, og de bliver med den hurtige udvikling på arbejdsmarkedet færre og færre.

Coronakrisen har åbenbaret denne skævhed for det politiske system. Det, at samfundet i nutiden er langt mere komplekst indrettet, er med nedlukningen kommet for dagens lys i forbindelse med hjælpepakkerne. Regeringen har ikke har kunnet forlade sig på DA & FH alene, hvor kulturlivet som aktør kun er et eksempel på denne diskrepans.

Forløbet omkring hjælpepakkerne tilblivelse, og hjælpepakkernes mangler, er glimrende beskrevet i denne artikel bragt af Altinget, som påpeger, at der findes stadig folk derude som ikke er omfattet af de kendte arbejdsmarkedsmekanismer, og som ikke får hjælp.

Flere og flere borgere vælger den traditionelle lønmodtagerrolle fra. Nogle fordi de ikke har andre muligheder, andre fordi mange fagområder efterspørger andre end de kendte kompetencer, som i dag hurtigt bliver forældede. Kompetence i dag gælder for mange områder kun i ganske få år. Det betyder på den ene side, at flere og flere bliver hægtet af udviklingen, og ender som daglejere, eller på den anden side, at folk vælger selv mere frihed på bekostning af et slidsomt arbejdsliv. Flere vikarer, flexjobbere, selvstændige eller deltidsbeskæftigede, som af samme grund ikke omfattet af fagforeningers tilkæmpede rettigheder. Måske er det ikke altid af lyst, for børn, sygdom og andre forhold kan også spille ind. Men de er mange, og de har ikke et talerør som kan stå op i mod syndikalisterne.

Færre er omfattet af funktionærloven, eller af arbejdsmarkedsoverenskomster i de traditionelle håndværkerfag. Fortidens privilegier er derfor blevet en kostbar klods om benet på udviklingen, og måske fremtidens største fjende. Desværre søger DI – Dansk Industri i disse Corona tider, at drage fordel heraf i en tid hvor selv menneskerettighederne fra 1948 er til debat. Vi må hverken for DA eller FH diskutere eller røre ved den danske model, som er en kostbar sikkerhed for de få.

Fortsættes

Den danske model

Det lovede indlæg om den danske model er udskudt, og bringes senere. Det som dog kan undre er, at vi i Danmark er modstandere af EU’s ønske om, at indføre en mindsteløn, og Danmark modarbejder på den måde forbedrede vilkår for i arbejdere i andre EU lande. De høje lønninger i det danske lønmodtager samfund er nemlig ikke nødvendigvis kun et gode, da mange udstødes med de aftaler som indgås, mellem Arbejdsmarkedets parter. En god model historisk, men som ved overgangen fra industrisamfundet til det højtteknologiske samfund er fortid, men den regulerer stadig samfundets fremtid. Treparts drøftelser er i dag udtryk for en konstruktion, som hjælper politikerene med ikke at tage ansvar for hele samfundet, ikke mindst samfundets udstødte, som med færre livstidsansatte lønmodtagere, vokser antal. Det underminerer modellen, som er en beskyttelse af den politiske elites manglende stillingtagen til hele samfundet. Vi oplever i disse dage, hvordan samfundets handicappede overses, hvilket ikke er solidarisk. Kommunerne slår ud med armene og taler udenom problemerne, da de er under økonomisk pres.