USA og os andre

Ny kategori. Valgkampen i USA, og de stigende konflikter mellem Trump og en lang række aktører både ude og hjemme findes i kategorien : Udenfor kategori.

Kommentatorer peger på, at mange amerikanere mener Kina er skyld i arbejdspladserne i USA forsvinder, og har den opfattelse, at kineserne spekulerer i den kinesiske valuta mod dollar.

Twitter

I forbindelse med genåbningen har Trump været ude at sige “Liberate” til vælgerne i de stater, hvor guvernørerne ikke gør som han siger. Tre demokratiske stater selvfølgelig, og med Claus Hjorts ord tidligere på ugen : “Trump er en rigtig, rigtig farlig mand. Det, vi har bygget vores samfundsopfattelse på, er, at det er regler, love, traktater, der skal regulere forholdet mellem stater – ikke militær magt. Der fejler han, efter min mening, grusomt” – Claus Hjort på P1, har med denne udtalelse sat en tyk streg under Trumps opfordring til at befri Michigan, som en rigtig rigtig farlig mand. En holdning som er delt af Kristian Mouritzen på Twitter. Journalist og forfatter. Washington Corrrespondent 2013-17. Former editor at Berlingske, DR and TV 2.

USA – KINA konflikten opsummeret af TV2. Tiden er ikke til at pege fingre.

Grønland, og den amerikanske ambassadørs tanker om USA i Grønland. Canadisk forsker siger lige ud, at for Trump handler det om, at splitte Grønland og Danmark, så han med pengegaver kan lave aftaler udenom Danmark. Kina svarer tilbage.

Kina har offentliggjort en film, hvor to Lego figurer diskuterer Corona forløbet. Kina svarer tilbage på 24 påstande.

En ny virkelighed venter på den anden side

Der bliver for tiden skiftet voldsomt ud i embedsapparatet, og set udefra virker det som et ønske om magtfuldkommenhed. Erfarne departementschefer erstattes af socialdemokratiske partisoldater, og hele syv departementschefer er blevet gået. Hertil skal lægges ansættelser af en række partipolitiske af rådgivere – de såkaldte spindoktorer, som ikke kan stilles til ansvar ansvar, samt ansættelser af politiske pressechefer.

Nu kom en virus i vejen. Corona har forhindret både strategi, og tidsplan. Nu lyder det, at på den anden side af krisen får vi et andet samfund, men hvilket?

Hentet fra moderne sameksistens. En sport som kan udøves med den fornødne afstand

Det billede som begyndte at tegne sig før Covid-19, var at S hældte mere af deres beton-ideologi udover befolkningen. Smerten fra Helle Thorning tiden har præget nutidens S-partisoldater. De ved, at med en, vi ved bedre strategi, hvor S med kun 48 mandater lægger fælder ud for Folketingets andre partier, er vejen til succes. Men de har brug for hjælp og opbakning til at gennemføre deres politik, en politik vi stadig ikke kender. Det gælder for udligningsreformen, som for tiden ligger underdrejet af samme grund, så den strategi gik helt af sig selv i vasken før Covid-19 opstod.

Hvor om alting er, så er der endnu ikke lys for enden af Corono-tunnelen, så at tro at det går i sig selv til Påske er en and. Da slet ikke når der ikke engang er udgangsforbud, og folk kan færdes nogenlunde frit. Regeringen er til gengæld kommet i splid med sig selv, og ligger i krig med sundhedsmyndighederne, da der er opstået tvivl om de mange forskelige udmeldingers validitet. Hele øvelsen med at lukke samfundet ned synes alene at handle om, at hospitalerne skal kunne følge med. Beredskabet havde tomme hylder, hvilket Regionerne har glemt at fortælle. Så regeringen har måske ubevidst sat sig selv mellem to stole.

Den centralistiske styreform

Det virker på skribenten, som om regeringen helst vil følge den samme strategi som den Trump i USA ønsker, en strategi hvor amerikansk økonomi er vigtigere end folks liv. En diskussion som fik liv med Lykke Rasmussens ord den 26. marts : “Indgrebene må ikke ramme os hårdere end selve sygdommen.” Det var Trumps strategi oversat, men også Trump har fået det svært, da Covid-19 hærger landet, som en tyfon. Svaret fra Mette Frederiksen er, at hu forventer ikke vi herhjemme er lukket ned i måneder. Underforstået, at under alle omstændigheder vil nogen komme til at betale den højeste pris, hvis ikke, falder den danske velfærdsøkonomi sammen.

Det vi har set i dansk politik siden valget i 2019 indtil nu er konturerne af en anden slags samfund reguleret med mere overvågning, fratagelse af den individuelle frihed, højere skatter og flere afgifter. Vi nærmer os et lukket og totalitært regime, en centralistisk model, hvor staten vil have mere kontrol med dig og mig, og vor frihed. Men et stort flertal i befolkningen er slet ikke socialdemokrater, og bliver det nok heller aldrig, og derfor er S-regimet tvunget til at gå på vandet i håbet om, at de med den førte politik kommer tørskoede i land.

Tilbage står, at denne tillukkethed er et overgreb på det danske demokrati. For de ældre 50+ uden et lønmodtagerjob og en fagforening i ryggen, eller en fast indtægt, er man i de socialdemokratiske øjne en unødvendig udgift, og mere og mere tyder på, at bliver man som ældre først syg, så prioriteres systemet over menneskeliv. Debatten om klimaet nåede ikke at lette inden alle verdens fly stod i garage på jorden, og “Arne” har ikke længere en top prioritet. Syn for sagen fik man, da de forskellige hjælpepakker skulle vedtages.

Hjælpen gik først til ansatte i det offentlige, og derefter til ansatte omfattet af den danske model, og derefter tøvende til service erhverv, hoteller og først sluttelig til de selvstændige. Hjælpen er stadig utilstrækkelig, så løsningen er at samfundet hurtigt skal åbnes, og i kampens hede udtalte Wammen, at de private nok skal holde for, og betale gildet.

Regeringen har siden måttet tilpasse sin retorik, for man kan ikke sige højt, at Corona krigen står mellem de stærke og de svage borgere, men når samfundet åbnes igen, så bliver den konflikt synlig. Så en ny virkelighed venter på den anden side, men hvilken?

København hårdt ramt! 635 overnatningsmuligheder København

Tendens til den samme magtfuldkommenhed ses i Københavns kommune, hvor byens overborgmester Frank Jensen sammen med By & Havn rydder byen for københavnsk identitet for at skaffe kunder til metroen. Han overhører utallige indsigelser, og tromler hotelprojekter igennem. Hans forretningsmodel er flere hovedsæder, mere turisme og uddannelsesinstitutioner, men så kom en virus på tværs.

Hotellerne risikerer at gå fallit på stribe. Tivoli oplyser, at de mister 6 mio. kroner om dagen, krydstogtskibene annullerer deres anløb, transferturismen er for tiden død, så hvordan den københavnske fremtid former sig, det skal blive spændende at følge. Med lukkede grænser og uden fly fra det store udland, så bestormes København City nok ikke af hverken tyske, franske eller spanske turister eller af amerikanske og kinesiske eller andre turister i en rum tid, så hvad sker der mon med luksushotellet Villa Copenhagen på Posthusgrunden? I 2021 forventes Hilton at åbne et splinternyt luksushotel i Ørkenfortet på Christianshavn, overfor hotel Villa, med 400 dobbelt værelser. Men der er flere på vej.

Nordic Choice koncernen, som ejes af norske Petter Stordalen, ejer Villa Copehagen. Firmaet har 200 hoteller og beskæftiger 17.000 medarbejdere. Den årlige omsætning er på cirka 10 mia. kroner. Nordic Choice ejer også Clarion i lufthavnen, det tidligere Hilton hotel, og Petter Stordalen, som er god for 10. mia., ejer også rejsekoncernen Nordic Leisure Travel Group, som består af rejseselskaberne Spies, Ving og Tjæreborg samt flyselskabet Sunclass Airlines. Villa Copenhagen rummer 390 værelser og suiter, og det skulle oprindeligt være åbnet den 1. april 2020. Foreløbig er det udskudt til 14. maj 2020. Han udtaler, at hvis han ikke får hjælp, så går det hele konkurs, men han beholder vist sine milliarder.

Mette Frederiksens samfundsmodel / indlægget opdateres

Hvordan vil Mette Frederiksen udvikle en strategi til bekæmpelse af islamisme og sikre de danske traditioner? Er nationalkonservatisme, fremmedgørelse, og centralisering af magten de rigtige veje?

Med Mette Frederiksen ved magten sidder man tilbage med en følelse af, at ens valg i livet har været en fiasko. Hvis man lever efter den regel de fleste i efterkrigstiden er opdraget med, at sætte tæring efter næring, har man gjort sig selv en bjørnetjeneste. I nutidens velfærdssamfund er individet blevet til brikker i en samfundsmodel, som styres af interesseorganisationer. Det at agere som en selvstændig og fri aktør i ens eget liv er ikke længere muligt, for hvis vi forvalter vort liv på egen hånd udenom fællesskabets institutioner og organisationer, så bliver man dømt ude, for politisk er det for besværligt at indgå aftaler direkte med befolkningen.

Magthaverne vil frigøres for deres samfundsansvar, og de indgår derfor deres aftaler udenom borgerne med trejdemand . Styringen af samfundet og borgernes liv overlades til fagforeninger og kommuner, hvor mange kommuner er blevet en tung sag at danse med for mange borgere i dagligdagen. Organisationer og institutioner er vigtige i den politiske fødekæde, og mange vil sikkert argumentere for, at de er med til at styrke sammenhængskraften, men i virkeligheden skævvrider de samfundet, da de primært kun er til for sig selv, og først derefter for medlemmerne. Den kristne kirke som institution er et eksempel, ja, er et demokratisk paradoks. Danmark har religionsfrihed, men politisk understøttes og opdrages folket i den lutherske ånd og tro, som tilmed kaldes en værdi. Men mange borgere er ikke organiserede, om det er i kirken eller i en forening, og føler sig ikke som en del af denne konforme samfundsmodel. De føler sig sat udenfor og fremmedgjorte i en tid hvor samfundets krav til den enkelte intensiveres. Det skaber utryghed og ensomhed. Samtidig har borgerne adgang til for mange nemme gevinster som f.eks. spil og aktiegevinster, som derfor beskattes yderligere, samtidig med skandalerne og tag selv bordet i de offentlige forvaltninger, administratorerne af velfærdsmodellen, har nået et klimaks.

Derfor skal velfærdsmodellen ommøbleres. Er man ung stilles der stadig stigende krav til at uddanne sig, og som ældre var det først folkepensionen, ens otium og valg af domicil, som man efter 2007 ikke længere selv kan vælge, og i 2020 skal de som magter at forsørge sig selv, betale endnu mere til de som ikke magter det, eller ikke vil. Derfor skal der hentes mere fra de såkaldt rige i en ny restriktiv fordelingspolitik. Men de mange skatte- og afgiftsstigninger rammer selvfølgelig også ned i denne ofte hårdtarbejdende middelklasse, så det er en svær øvelse.

Hvis man ikke er på kontanthjælp, så er man et rigt dumt svin!

Man tør da heller ikke fortælle borgerne sandheden, tilbageholder information, praktiserer tågesnak, og derfor lægges klima og ligestilling til grund for de disse ind- eller overgreb, som udhuler borgernes personlige indkomst yderligere, hvor intentionen er, at styrke staten. Magten skal centraliseres, og den individuelle frihed begrænses. Det er Mette Frederiksens konkurrencesamfund, og derfor bruger hun konstant en negativ retorik mod de bedrestillede, ved at sige de er grådige, og de som stiller spørgsmålstegn ved manøvren udstilles som usolidariske. Begrebet at sætte tæring efter næring har udspillet sin rolle, for missionen er, at styrke magten, uden folk opdager, at de reelt bliver taget ved næsen. Samme populistiske metode som Trump i USA bruger, og Borris Johnson i England. Går det godt, er det min skyld, går det skidt, er det de andres skyld.  Mette Frederiksen skøjter ganske enkelt hen over samfundsproblemerne ved slet ikke at tale om dem, og siger kun, at de på sigt nok skal blive løst.

Fælleskab er nøgleordet i Mette Frederiksens historiefortælling, men er mere af det samme, fællesskab, vejen frem! For i sig selv sikrer fællesskabet ikke retssamfundet, da fællesskaber ofte følger sine egne regler og ikke samfundets.

Kommunitarismen som samfundsmodel opdateres løbende.

Og, var danskerne i den fortid nutidens politikere søger tilbage til et stort fællesskab? Var det ikke forskellige fællesskaber på tværs af samfundsgrupper? En fortid som S og DF værner om sammen, i en tid hvor problemerne med velfærden hober sig op, og segregation har taget magten fra assimilation. Statsminister Mette Frederiksen italesætter den samfundsmodel hun ønsker sig ved at forherlige fortidens fællesskab, og bruger flittigt ord som solidaritet, tillid og sammenhængskraft som fællesskabets klister, hvor den bærende sokkel er de danske værdier, som ingen rigtig kan definere, så er det en rigtig og tidssvarende udlægning?

Fællesskaber og had kultur

I Frankrig er kommunitarismen sat på dagsordenen af Macron. Hvis man bor i Frankrig, så er det ikke Erdogan & Tyrkiet som skal bestemme, hverken uddannelse eller hvilken lovgivning tyrkerne skal rette sig efter. Det samme gælder for islamismen, og imamer hentet udenlands til at prædike. Islam er velkommen men levemåde og budskaberne skal være i overensstemmelse med fransk lovgivning. Uddannelse af franske imamer synes at være vejen frem.. Donationer til moskéer, religiøse skoler mv. er også for alvor sat under lup.

Kommunitarismen på engelsk Communitarianism

Kommunitarismen er en filosofisk retning som gør sig til fortaler for fællesskabet. Men er svaret på et multikulturelt samfund “fællesskab”? Hvis ja, hvordan skal fællesskab så forstås? Kan en teori om fællesskab styrke sammenhængskraften? Hvis ja, hvordan ser det rigtige svar på fremtidens udfordringer ud i et lille sprogområde, eller er den socialdemokratiske taktik endnu en magtdemonstration, og en snakken udenom, hvis hensigt det er, at centralisere endnu mere magt hos staten på bekostning af borgernes individuelle frihed.

WIKIPIDEA. Kommunitarismen er en politisk – filosofisk opfattelse, at fællesskabet (community), er det primære i samfundet. Det er ikke individetstaten eller nationen.

Tankerne opstod tilbage i 1980’erne, hvor politiske filosoffer i USA var kritiske overfor både  liberalismen, som den blev udlagt af den socialliberale John Rawls, og den neoliberalistiske Robert Nozick‘s. Kritikken var, at den liberalistiske individuelle frihed, og dens økonomiske, kulturelle og moralske betoning af værdier med fokus på personlig succes og egen levevis, var forkert. De kommunitaristiske tanker var også kritiske overfor socialismen og marxismen, da de i for høj grad lod staten gå forud for fællesskabet. I begyndelsen af 1990’erne formulerede kommunitaristerne et egentligt politisk mål; at bekæmpe fællesskabets opløsning og medborgerdydernes moralske forfald.

FRA DEN DANSKE ORDBOG. Kommunitarisme er en samfundsform der lægger vægt på den enkeltes ansvar for fællesskabet, med vægt på nærdemokrati og familien. En kritik af den liberalistiske opfattelse.

WIKIPIDEA. De centrale kommunitariske idéer er:

  • Der findes ingen tilstand forud for fællesskabet. Mennesket har ikke etableret fællesskabet for at opnå bestemte mål – det har altid eksisteret
  • Fællesskabet er bygget på nogle fælles værdier, som alle i fællesskabet anerkender
  • Initiativer i værdifællesskabet kommer nedefra – ikke fra staten
  • Fællesskabets værdier er dybt rodfæstet i traditioner

Fortsættes i nyt indlæg.

Hvad kan vi forvente os af 2020

En pavelig domstol blev oprettet 1231 for at bekæmpe kætteri; den indførtes i størstedelen af det katolske Europa, hvor den forfulgte kætterske sekter som katharer, albigensere og husitter. Inkvisitionen kom aldrig til Danmark. Men i nutiden har politikerne sat jagten sat ind på muslimer, i Danmark & i det meste af Europa, som er blevet en forfulgt samfundsgruppe på grund af deres tro.

2020 et måske begivenhedsrigt år politisk

Vi ved, at Trump er præsident i det Hvis Hus, og vi ved han gerne vil genvælges. Han er frygtløs og følger sine egne love. Men hvad ved vi ellers?

Nationalt

Christiansborg rummer det danske Folketing

Vi ved efter nytårstalen, at flere tvangsfjernelser og bortadoptioner af børn er et must. Det skal sættes igang her og nu. Det koster penge. Vi ved, at ensomhed er et tema, og vi ved, at Mette Frederiksen taler om mere velfærd til danskerene, men vi ved ikke hvilken. Vi ved klimaloven er vedtaget, og en handlingsplan skal debatteres. Vi ved, at den bliver dyr, meget dyr, men vi ved ikke hvordan den skal finansieres. Det samme gælder en udligningsreform, og en pensionsreform for udvalgte faggrupper. Vi ved også transportforliget er opsagt, at de planlagte motorveje ikke skal bygges, men vi ved ikke hvad der sættes i stedet. Til gengæld ved vi, at S-regeringen har ansat en lang række eksperter, som skal klare problemerne.

Vi ved, at velfærd koster penge, mange penge, og vi ved med nogenlunde sikkerhed, at skatter og afgifter derfor både skal omlægges, og stige. Men vi ved ikke med hvor meget, og hvordan, så ret beset ved vi ikke ret meget. Vi ved dog, at erhvervslivet igen skal betale mere i arveafgift, vi ved arbejdsmarkedets parter skal genforhandle løn, og det indebærer, at den danske model skal vendes i foråret. Vi ved, at S er imod mindstelønninger, og vi ved, at stilladsarbejderne, bagagearbejderne og flere andre grupper er sure, men vi ikke, om kravene til lønudvikling er de samme som piloternes, hvor de forlangte og fik en lønstigning på små 13%. Vi ved dog, at lang række samfundsgrupper generelt er utilfredse med løn, arbejdstid og arbejdsforhold.

Vi ved allesammen at Utmur ikke vandt Vild med Dans

Vi ved ikke hvad der skal ske med landbruget, med de virksomheder som forurener fx. F.L.Smith i Ålborg, eller på transportområdet. Vi ved en sundhedsreform er et krav, men vi ved ikke om den kommer, og vi ved ikke om regionerne skal føre den ud i livet. Vi ved til gengæld, at der er problemer med IT flere steder. Sundhedsplatformerne har kostet kassen, men virker ikke som de skal, i SKAT, i Politiet og i Kommunerne er IT et problem, men vi ved ikke om de bliver løst. Vi ved til gengæld at den digitale udvikling suser der-ud-af. På medieområdet og i vor daglige kommunikation med omverdenen. Vi ved, at ansigtsgenkendelse vil vinde frem, og vi ved vi får flere droner, men vi ved ikke om DRONE fænomenet, som bruges af militæret, vil skabe grobund for ny konflikter. Men til gengæld ved vi, at computerspil, personlige dukker og flere robotter får en plads i vort daglige liv.

Vi ved der mangler både læger, sygeplejersker, og pædagoger, men vi ved ikke hvordan S vil løse problemerne. Manglende kompetencer er et problem mange steder, og vi ved derfor heller ikke om de lovede minimumsnormeringer kan realiseres, men vi ved, at unge talenter på landets skoler nu skal klare sig selv. Vi ved også, at der skal forhandles en politireform, men om den hjælper på de mange uløste opgaver i dagligdagen som, tyveri, røveri, indbrud, vold og voldtægter. Vi ved dog, at vi er sat udenfor Europol, det europæiske politisamarbejde, og vi ved Mette Frederiksen er sur over de mange banditter i København, og banditter i habitter, og vi ved, at der derfor nu er indført permanent grænsekontrol til Sverige. Vi ved også, at S freder det kriminelle Christiania, men hvad der skal ske på Nørrebro, og intergrationen i det hele taget, det ved vi ikke.

Vi ved, at SKAT har udskudt al tilbagebetaling af forkert opkrævede boligskatter, og vi ved, at de ny ejendomsvurderinger er udsat til 2024. Vi ved, at personer af ikke vestlig oprindelse på offentlig forsørgelse i Danmark skal piskes til 37 timers arbejde, især kvinderne, men vi ved ikke hvormange og hvordan. Vi ved, at med en forbindelse til udlandet er ens danske statsborgerskab kun til låns, og vi ved Ellebæk er en misrygtet kaserne, hvor vi ved, at Nick Hækkerup synes det skal være sådan. Vi ved Mette Frederiksen forventer solidaritet i befolkningen til alt det vi vi ved, og ikke ved, for de mange tiltag er til for danskernes skyld, og de skal styrke sammenhængskraften. Derfor skal vi også være mere trygge, og derfor overvåges mere. Vi er bliver måske mindre fri, men vi får det allesammen bedre. Men om vi stresser mindre i dagligdagen af den grund, det ved vi desværre ikke noget om.

Internationalt

Kongressen i USA. Repræsentanternes hus i venstre fløj. Senatet i højre fløj.

Vi ved der er en handelskrig igang mellem USA og KINA, den har stået på længe, det flyver med beskyldninger, som har militære overtoner. Måske, måske ikke findes en løsning i 2020? En krig som også synes at berøre samhandlen mellem USA, England og den med EU, hvor specielt Frankrig Tyskland står for skud. Hvor den krig ender er det umuligt at vide. Til gengæld ved vi, at Brexit skal udmøntes i en konkret aftale, og vi ved der skal være valg i USA til november. Året 2020 er startet ud med en ekstrem højspændt situation i Mellemøsten, og en ordkrig er i fuld gang. Den risikerer at udløse ny flygtningestrømme med kurs mod Europa, og måske udløse en rigtig krig, det ved vi ikke, men vi ved de færreste ønsker sig flere asylansøgere..

Vi ved mindre om den danske udenrigspolitik her og nu. Om vi er for eller imod EU. De fleste danskere er vist for, men S opleves at være imod. Vi ved Mette Frederiksen synes de i Bruxelles er lidt gak gak, men om det skyldes, at Mette swinger godt med Trump, det ved vi ikke, og vi ved heller ikke om og hvornår vi skal nå betale 2% af BNP i bidrag til Nato. Vi ved sådan set ikke ret meget om de fremtidige militære udgifter og udflugter i udlandet, men vi ved som sagt, at der er indført opsat et vildsvinehegn for at holde svin ude, og permanent grænsekontrol til være naboer i Tyskland. Nu viser det sig vist, at svinepest spredes af fluer!

De politiske Kiosker

Nedsmeltningen af Venstre er med Jacob ved roret begyndt, eller er det omvendt. Søger det liberale Venstre ind mod midten. Ingen ved for nærværende hvor Venstre bevæger sig hen. Marcus Knuth har valgt at forlade musikken, og har indledt sin heksejagt på udlændinge hos Konservative. Her bliver han som udlændinge- og integrationsordfører Inger Søjbergs modspiller. Det skal nok befordre den danske debat om danskhed, som er ved at splitte samfundet i atomer.

Venstre i Julehumør : »Hvis nu vi hver især passer vores egen kiosk, så kan det være, at vi vil have større succes,« siger Jacob Ellemann-Jensen til Jyllandsposten tredje juledag.

Problemet er, at de blå kiosker for tiden allesammen har tomme hylder, og i en rum tid har der været udsolgt af ideer, så det er uvist hvilke budskaber de blå vil præsentere os for, og hvornår? Det er selvfølgelig en udfordring at blive den udvalgte kiosk, når hele 5 blå partier plus flere driftige partistiftere vil sælge stort set ens budskaber.

De rødes kioskbaskere er mindst 6 måneder gamle, og de ligger stadig på hylderne, da de røde er gået fra valgløfter til tågesnak, hvor selv den forventede reform af hospital- og sundhedsvæsnet er taget af plakaten. Bevares der er små krusninger, f.eks. tilbagerulning af udgifter på de prostituerede og de unge talenter, infrastrukturplanen som droppes, og der diskuteres uddannelsessnobberi. Der er samtidig opstået ny knas i en lang række styrelser, og nu også i Forsvarsministeriet, mens alle stadig venter på, hvordan løsningen for Arne kommer til at se ud..

Det seneste nummer i den profilerede klimadebat er blevet censureret, så man aner at panikken også er ved at brede sig i de røde kiosker, og op til det ny år 2020 aner ingen hvad vi kan forvente i fremtiden, men måske det kommer frem i Nytårstalen.

That is the question

Vil Borris Johnson med sin sejr underløbe EU ved at omdanne England til et skattely land, eller vil han indgå en lødig aftale, som vi, som europæere kan stå ved, og være bekendt? Kan vi i fremtiden se os selv i øjnene, når vi på kontinentet taler med englænderne, eller bliver de en ny modspiller for befolkningerne i EU og fremtidens fællesskab. Det er et dagens mange ubesvarede spørgsmål, som vi er efterladt med efter det britiske valg. England er i dag et af nutidens politisk mest splittede samfund, familier er splittede, befolkningen er splittet mellem for og imod indvandring, mellem for og imod Brexit, mellem ung og gammel, mellem rig og fattig, mellem fortidens Empire og fremtidens udfordringer, så hvordan det Konservative parti vil samle tropperne og genskabe landets sammenhængskraft, det skal blive spændende at følge, for det kan vel kun lade sig gøre hvis England genvinder en position som kan modsvare fortidens selvforståelse – The British Empire -og, som samtidig skal sikre alle samfundsgrupper en øget velstand, eller?

Mette Frederiksen (S) har sagt, at hun synes et intenst forhandlingsforløb er det rigtige! – Jeg synes, at Johnsons ide om et relativt kort forhandlingsforløb for at få det hele på plads er den rigtige måde at gøre det på. Der er simpelthen så mange ting, der skal på plads, men ting bliver ikke nødvendigvis bedre af, at man giver hinanden tre-fire år til at få det på plads, siger statsministeren og understreger, at hun fortsat er imod brexit. Men hvem tror på det længere.

Redaktionelt Skriv

Hvorfor Mette Frederiksen vil hæve skatterne for at sende flere pengene til et total inkompetent offentligt system, som er præget af ekstrem dårlig ledelse, er uansvarlig strudsepolitik. Nu er den også gal i Forsvarministeriet. Ingen ved endnu hvor slemt det står til, men ministeriet har været ramt af en nepotisme sag på højt niveau for ikke længe siden. Forældre med børn skal betale hævdede takster her og nu, men det er først den næste generation, som får glæde af finanslovsaftalen. Offentlige myndigheder er præget af den ene skandale efter den anden, ikke mindst på IT, og store bonusser til inkompetence chefer. Stort set alle de offentlige myndigheder koster i dag borgerne milliarder af spildte skattekroner.

Vi får ikke mere velfærd på denne måde, og vi havner hurtigt i samme situation som Frankrig, som i snart 3 årtier ikke har reformeret, og vedligeholdt det offentlige velfærdssystem system. Senest er samarbejdet i Nato blevet en klods om benet. Frankrig har vist i dag verdens dyreste velfærd sammen med Danmark, og mens det vælter ud af skabet kører rouletten videre med ligegyldig tv-underholdning. Kan nogen forstå, hvorfor tilfældigt udvalgte skal beriges med millioner i Lotto og stupide quiz programmer, mens de trængte slås for deres eksistens i gaderne. Så skal det da gå galt. Regeringens svar er, at sætte spilafgiften i vejret.

Nato topmøde

Trump er en nedladende skiderik, men Mette Fredriksen svinger med ham. Hun brugte ordene, vi svingede godt sammen, om mødet face to face under Natotopmødet. Hele verden kunne ellers se en sammenbidt Trump på TV, som aflyste sin pressekonference, og hastede hjem. Måske er det EU samarbejdet hun ikke bryder sig, for hun vil vist helst være fri for det, så hun vælger EU fra, til fordel for et splittet USA, selv om et klart flertal blandt dansker i dag foretrækker EU. Hvilken planet lever kvinden på?

Sådan forløb mødet.