En ny virkelighed venter på den anden side

Der bliver for tiden skiftet voldsomt ud i embedsapparatet, og set udefra virker det som et ønske om magtfuldkommenhed. Erfarne departementschefer erstattes af socialdemokratiske partisoldater, og hele syv departementschefer er blevet gået. Hertil skal lægges ansættelser af en række partipolitiske af rådgivere – de såkaldte spindoktorer, som ikke kan stilles til ansvar ansvar, samt ansættelser af politiske pressechefer.

Nu kom en virus i vejen. Corona har forhindret både strategi, og tidsplan. Nu lyder det, at på den anden side af krisen får vi et andet samfund, men hvilket?

Hentet fra moderne sameksistens. En sport som kan udøves med den fornødne afstand

Det billede som begyndte at tegne sig før Covid-19, var at S hældte mere af deres beton-ideologi udover befolkningen. Smerten fra Helle Thorning tiden har præget nutidens S-partisoldater. De ved, at med en, vi ved bedre strategi, hvor S med kun 48 mandater lægger fælder ud for Folketingets andre partier, er vejen til succes. Men de har brug for hjælp og opbakning til at gennemføre deres politik, en politik vi stadig ikke kender. Det gælder for udligningsreformen, som for tiden ligger underdrejet af samme grund, så den strategi gik helt af sig selv i vasken før Covid-19 opstod.

Hvor om alting er, så er der endnu ikke lys for enden af Corono-tunnelen, så at tro at det går i sig selv til Påske er en and. Da slet ikke når der ikke engang er udgangsforbud, og folk kan færdes nogenlunde frit. Regeringen er til gengæld kommet i splid med sig selv, og ligger i krig med sundhedsmyndighederne, da der er opstået tvivl om de mange forskelige udmeldingers validitet. Hele øvelsen med at lukke samfundet ned synes alene at handle om, at hospitalerne skal kunne følge med. Beredskabet havde tomme hylder, hvilket Regionerne har glemt at fortælle. Så regeringen har måske ubevidst sat sig selv mellem to stole.

Landets beredskab består bl.a. af 4 akuthelikoptere, som er absolut uundværdlige.

Det virker på skribenten, som om regeringen helst vil følge den samme strategi som Trump i USA, hvor økonomien er vigtigere end folks liv. En diskussion som fik liv med Lykke Rasmussens ord den 26. marts : “Indgrebene må ikke ramme os hårdere end selve sygdommen.” Det var Trumps ord oversat, men også Trump har fået det svært, da Covid-19 hærger landet, som en tyfon. Svaret fra Mette Frederiksen er, at hun ikke forventer vi herhjemme er lukket ned i måneder. Underforstået, at under alle omstændigheder kommer nogen til at betale den højeste pris, for hvis ikke, bryder samfundet sammen.

Det vi har set i dansk politik siden valget i 2019 indtil nu er konturerne af en anden slags samfund reguleret med mere overvågning, fratagelse af den individuelle frihed, højere skatter og flere afgifter. Vi nærmer os et lukket og totalitært regime, som vil have mere kontrol med dig og mig, og vor frihed. Debatten om klimaet nåede slet ikke at lette inden alle verdens fly stod i garage på jorden, og “Arne” har vist ikke længere en top prioritet.

Men et stort flertal i befolkningen er slet ikke socialdemokrater, og bliver det nok heller aldrig, og derfor er S-regimet tvunget til at gå på vandet i håbet om, at de med den førte politik kommer tørskoede i land.

Tilbage står, at denne tillukkede centralisering er et overgreb på det danske demokrati. For de ældre fyldt 50, så er man i den socialdemokratiske ideologi, hvis man er uden et lønmodtagerjob og fagforening, en unødvendig udgift. Syn for sagen fik man, da de forskellige hjælpepakker skulle vedtages. Hjælpen gik først til ansatte i det offentlige, og derefter til ansatte under den danske model, trepartsforhandlerene, og derefter tøvende til hoteller og først sluttelig til de selvstændige. Hjælpen er stadig utilstrækkelig, så løsningen er at samfundet hurtigt skal åbnes, og i kampens hede udtalte Wammen, at de private skal holde for, og betale gildet.

Regeringen har siden måttet tilpasse sin retorik, for man kan ikke sige højt, at krigen står mellem de stærke og de svage borgere, men når samfundet åbnes igen, så bliver den konflikt synlig. Så en ny virkelighed venter på den anden side, men hvilken?

Samme tendens til magtfuldkommenhed ses i Københavns kommune, hvor byens overborgmester Frank Jensen sammen med By & Havn rydder byen for københavnsk identitet. Han overhører utallige indsigelser, og tromler sine projekter igennem. Hans forretningsmodel er hovedsæder, uddannelsesinstitutioner og turisme, men så kom Corona også på tværs her, hvor hotellerne nu går fallit, så hvordan den københavnske udvikling kommer til at gå skal blive spændende at følge. Turisterne stormer nok ikke byen i en rum tid, og hvad med hotellet som skulle ligge på Posthusgrunden?

Mette Frederiksens samfundsmodel / indlægget opdateres

Hvordan vil Mette Frederiksen udvikle en strategi til bekæmpelse af islamisme og sikre de danske traditioner? Er nationalkonservatisme, fremmedgørelse, og centralisering af magten de rigtige veje?

Med Mette Frederiksen ved magten sidder man tilbage med en følelse af, at ens valg i livet har været en fiasko. Hvis man lever efter den regel de fleste i efterkrigstiden er opdraget med, at sætte tæring efter næring, har man gjort sig selv en bjørnetjeneste. I nutidens velfærdssamfund er individet blevet til brikker i en samfundsmodel, som styres af interesseorganisationer. Det at agere som en selvstændig og fri aktør i ens eget liv er ikke længere muligt, for hvis vi forvalter vort liv på egen hånd udenom fællesskabets institutioner og organisationer, så bliver man dømt ude, for politisk er det for besværligt at indgå aftaler direkte med befolkningen.

Magthaverne vil frigøres for deres samfundsansvar, og de indgår derfor deres aftaler udenom borgerne med trejdemand . Styringen af samfundet og borgernes liv overlades til fagforeninger og kommuner, hvor mange kommuner er blevet en tung sag at danse med for mange borgere i dagligdagen. Organisationer og institutioner er vigtige i den politiske fødekæde, og mange vil sikkert argumentere for, at de er med til at styrke sammenhængskraften, men i virkeligheden skævvrider de samfundet, da de primært kun er til for sig selv, og først derefter for medlemmerne. Den kristne kirke som institution er et eksempel, ja, er et demokratisk paradoks. Danmark har religionsfrihed, men politisk understøttes og opdrages folket i den lutherske ånd og tro, som tilmed kaldes en værdi. Men mange borgere er ikke organiserede, om det er i kirken eller i en forening, og føler sig ikke som en del af denne konforme samfundsmodel. De føler sig sat udenfor og fremmedgjorte i en tid hvor samfundets krav til den enkelte intensiveres. Det skaber utryghed og ensomhed. Samtidig har borgerne adgang til for mange nemme gevinster som f.eks. spil og aktiegevinster, som derfor beskattes yderligere, samtidig med skandalerne og tag selv bordet i de offentlige forvaltninger, administratorerne af velfærdsmodellen, har nået et klimaks.

Derfor skal velfærdsmodellen ommøbleres. Er man ung stilles der stadig stigende krav til at uddanne sig, og som ældre var det først folkepensionen, ens otium og valg af domicil, som man efter 2007 ikke længere selv kan vælge, og i 2020 skal de som magter at forsørge sig selv, betale endnu mere til de som ikke magter det, eller ikke vil. Derfor skal der hentes mere fra de såkaldt rige i en ny restriktiv fordelingspolitik. Men de mange skatte- og afgiftsstigninger rammer selvfølgelig også ned i denne ofte hårdtarbejdende middelklasse, så det er en svær øvelse.

Hvis man ikke er på kontanthjælp, så er man et rigt dumt svin!

Man tør da heller ikke fortælle borgerne sandheden, tilbageholder information, praktiserer tågesnak, og derfor lægges klima og ligestilling til grund for de disse ind- eller overgreb, som udhuler borgernes personlige indkomst yderligere, hvor intentionen er, at styrke staten. Magten skal centraliseres, og den individuelle frihed begrænses. Det er Mette Frederiksens konkurrencesamfund, og derfor bruger hun konstant en negativ retorik mod de bedrestillede, ved at sige de er grådige, og de som stiller spørgsmålstegn ved manøvren udstilles som usolidariske. Begrebet at sætte tæring efter næring har udspillet sin rolle, for missionen er, at styrke magten, uden folk opdager, at de reelt bliver taget ved næsen. Samme populistiske metode som Trump i USA bruger, og Borris Johnson i England. Går det godt, er det min skyld, går det skidt, er det de andres skyld.  Mette Frederiksen skøjter ganske enkelt hen over samfundsproblemerne ved slet ikke at tale om dem, og siger kun, at de på sigt nok skal blive løst.

Fælleskab er nøgleordet i Mette Frederiksens historiefortælling, men er mere af det samme, fællesskab, vejen frem! For i sig selv sikrer fællesskabet ikke retssamfundet, da fællesskaber ofte følger sine egne regler og ikke samfundets.

Kommunitarismen som samfundsmodel opdateres løbende.

Og, var danskerne i den fortid nutidens politikere søger tilbage til et stort fællesskab? Var det ikke forskellige fællesskaber på tværs af samfundsgrupper? En fortid som S og DF værner om sammen, i en tid hvor problemerne med velfærden hober sig op, og segregation har taget magten fra assimilation. Statsminister Mette Frederiksen italesætter den samfundsmodel hun ønsker sig ved at forherlige fortidens fællesskab, og bruger flittigt ord som solidaritet, tillid og sammenhængskraft som fællesskabets klister, hvor den bærende sokkel er de danske værdier, som ingen rigtig kan definere, så er det en rigtig og tidssvarende udlægning?

Fællesskaber og had kultur

I Frankrig er kommunitarismen sat på dagsordenen af Macron. Hvis man bor i Frankrig, så er det ikke Erdogan & Tyrkiet som skal bestemme, hverken uddannelse eller hvilken lovgivning tyrkerne skal rette sig efter. Det samme gælder for islamismen, og imamer hentet udenlands til at prædike. Islam er velkommen men levemåde og budskaberne skal være i overensstemmelse med fransk lovgivning. Uddannelse af franske imamer synes at være vejen frem.. Donationer til moskéer, religiøse skoler mv. er også for alvor sat under lup.

Kommunitarismen på engelsk Communitarianism

Kommunitarismen er en filosofisk retning som gør sig til fortaler for fællesskabet. Men er svaret på et multikulturelt samfund “fællesskab”? Hvis ja, hvordan skal fællesskab så forstås? Kan en teori om fællesskab styrke sammenhængskraften? Hvis ja, hvordan ser det rigtige svar på fremtidens udfordringer ud i et lille sprogområde, eller er den socialdemokratiske taktik endnu en magtdemonstration, og en snakken udenom, hvis hensigt det er, at centralisere endnu mere magt hos staten på bekostning af borgernes individuelle frihed.

WIKIPIDEA. Kommunitarismen er en politisk – filosofisk opfattelse, at fællesskabet (community), er det primære i samfundet. Det er ikke individetstaten eller nationen.

Tankerne opstod tilbage i 1980’erne, hvor politiske filosoffer i USA var kritiske overfor både  liberalismen, som den blev udlagt af den socialliberale John Rawls, og den neoliberalistiske Robert Nozick‘s. Kritikken var, at den liberalistiske individuelle frihed, og dens økonomiske, kulturelle og moralske betoning af værdier med fokus på personlig succes og egen levevis, var forkert. De kommunitaristiske tanker var også kritiske overfor socialismen og marxismen, da de i for høj grad lod staten gå forud for fællesskabet. I begyndelsen af 1990’erne formulerede kommunitaristerne et egentligt politisk mål; at bekæmpe fællesskabets opløsning og medborgerdydernes moralske forfald.

FRA DEN DANSKE ORDBOG. Kommunitarisme er en samfundsform der lægger vægt på den enkeltes ansvar for fællesskabet, med vægt på nærdemokrati og familien. En kritik af den liberalistiske opfattelse.

WIKIPIDEA. De centrale kommunitariske idéer er:

  • Der findes ingen tilstand forud for fællesskabet. Mennesket har ikke etableret fællesskabet for at opnå bestemte mål – det har altid eksisteret
  • Fællesskabet er bygget på nogle fælles værdier, som alle i fællesskabet anerkender
  • Initiativer i værdifællesskabet kommer nedefra – ikke fra staten
  • Fællesskabets værdier er dybt rodfæstet i traditioner

Fortsættes i nyt indlæg.

De politiske Kiosker

Nedsmeltningen af Venstre er med Jacob ved roret begyndt, eller er det omvendt. Søger det liberale Venstre ind mod midten. Ingen ved for nærværende hvor Venstre bevæger sig hen. Marcus Knuth har valgt at forlade musikken, og har indledt sin heksejagt på udlændinge hos Konservative. Her bliver han som udlændinge- og integrationsordfører Inger Søjbergs modspiller. Det skal nok befordre den danske debat om danskhed, som er ved at splitte samfundet i atomer.

Venstre i Julehumør : »Hvis nu vi hver især passer vores egen kiosk, så kan det være, at vi vil have større succes,« siger Jacob Ellemann-Jensen til Jyllandsposten tredje juledag.

Problemet er, at de blå kiosker for tiden allesammen har tomme hylder, og i en rum tid har der været udsolgt af ideer, så det er uvist hvilke budskaber de blå vil præsentere os for, og hvornår? Det er selvfølgelig en udfordring at blive den udvalgte kiosk, når hele 5 blå partier plus flere driftige partistiftere vil sælge stort set ens budskaber.

De rødes kioskbaskere er mindst 6 måneder gamle, og de ligger stadig på hylderne, da de røde er gået fra valgløfter til tågesnak, hvor selv den forventede reform af hospital- og sundhedsvæsnet er taget af plakaten. Bevares der er små krusninger, f.eks. tilbagerulning af udgifter på de prostituerede og de unge talenter, infrastrukturplanen som droppes, og der diskuteres uddannelsessnobberi. Der er samtidig opstået ny knas i en lang række styrelser, og nu også i Forsvarsministeriet, mens alle stadig venter på, hvordan løsningen for Arne kommer til at se ud..

Det seneste nummer i den profilerede klimadebat er blevet censureret, så man aner at panikken også er ved at brede sig i de røde kiosker, og op til det ny år 2020 aner ingen hvad vi kan forvente i fremtiden, men måske det kommer frem i Nytårstalen.

That is the question

Vil Borris Johnson med sin sejr underløbe EU ved at omdanne England til et skattely land, eller vil han indgå en lødig aftale, som vi, som europæere kan stå ved, og være bekendt? Kan vi i fremtiden se os selv i øjnene, når vi på kontinentet taler med englænderne, eller bliver de en ny modspiller for befolkningerne i EU og fremtidens fællesskab. Det er et dagens mange ubesvarede spørgsmål, som vi er efterladt med efter det britiske valg. England er i dag et af nutidens politisk mest splittede samfund, familier er splittede, befolkningen er splittet mellem for og imod indvandring, mellem for og imod Brexit, mellem ung og gammel, mellem rig og fattig, mellem fortidens Empire og fremtidens udfordringer, så hvordan det Konservative parti vil samle tropperne og genskabe landets sammenhængskraft, det skal blive spændende at følge, for det kan vel kun lade sig gøre hvis England genvinder en position som kan modsvare fortidens selvforståelse – The British Empire -og, som samtidig skal sikre alle samfundsgrupper en øget velstand, eller?

Mette Frederiksen (S) har sagt, at hun synes et intenst forhandlingsforløb er det rigtige! – Jeg synes, at Johnsons ide om et relativt kort forhandlingsforløb for at få det hele på plads er den rigtige måde at gøre det på. Der er simpelthen så mange ting, der skal på plads, men ting bliver ikke nødvendigvis bedre af, at man giver hinanden tre-fire år til at få det på plads, siger statsministeren og understreger, at hun fortsat er imod brexit. Men hvem tror på det længere.