Sundhedsreform og demokratisk kontrol.

Det spørgsmål er blevet et tema op til valget. Sundhedssystemet kan ikke håndtere fremtidens udfordringer, og regionerne har for såvidt selv ført beviset herfor. Fire forskellige it-systemer har kostet milliarder af spildte skattekroner. De spiller ikke sammen, og Hovedstadens it-system, som sikkert er det bedst fremtidssikrede, betragtes af flere som helt ubrugeligt. Dertil kommer, at kostbare indkøb af medicin heller ikke er systematiseret, hvilket gør den endnu dyrere. Kommunikationen mellem et operationsforløb og afslutning på de regionale sygehuse og den kommunale genoptræning langtfra er optimal, og ofte besværlig for patienterne.

En sundhedsreform er på trapperne, men skal sundhed i Danmark styres af regionale fritidspolitikere uden faglig indsigt, eller af professionelle aktører? Er det centralisering eller er det almindelig sund fornuft at lægge driften i hænderne på professionelle?

Så Ja, demografien med flere ældre tilsiger, at en reform er nødvendig, og der er flere gode hensigter i den som er fremlagt, men den indeholder ikke en demokratisk kontrol. Regionerne sikrer ikke demokratisk kontrol, for ingen aner reelt hvem de er, så det er svært at blive hørt. Portalen Bliv Hørt i København er det bedste bevis på, at indsigelser overhøres af politikerne. Det er et problem, og for tiden oplever vi, at den demokratisk kontrol udvandes flere og flere steder af politiske aftaler. Det sker bredt politisk, og er uanstændigt.

I flæng kan nævnes Offentlighedsloven fra 2013, Tibetkommissionen, og Tibetsagen. Det gælder også fremsættelsen af et borgerlig – liberalt krav til DRs programflade, som fremover skal tage udvidede hensyn til kultur, ånd og tro på bekostning af den troværdige og mest uafhængige journalistik, som DR trods alt leverer. Samtidig skal der gennemføres store besparelser med det – spinkle – politiske håb, at de private ideologisk orienterede medier styrkes. I dag er alle dagbladene nødlidende, kan ikke levere politiske budskaber uden skattepenge, måske lige bortset fra Vejret, som alle er enige om. Sidst men ikke mindst kan nævnes en ny debat om fratagelsen af dansk statsborgerskab, som giver genlyd i omverdenen.

Kniven er også er ført overfor 24/7, som nu forventes at lukke, og som borgere kan vi kun se på. Liberal Alliance har et langt synderegister, en minister, som ikke mere vil være minister, og en Thyra Franck som er forsvundet. Mette Bock er også kritiseret for manglende forståelse for armslængdeprincippet i Teateraftalen. Bare for at nævne nogle eksempler på hvordan demokratisk kontrol administreres af den politiske elite. Forslaget til en ny sundhedsreform med en ny sundhedsstyrelser er også uden en troværdig kontrol, en model, som til forveksling ligner den model som SKAT har anvendt, hvor det hele sejler. Ingen kan gøres ansvarlig, mens cheferne gnider sig i hænderne, i det private som i det offentlige, hvor de scorer millioner i bonusser på lemfældig forvaltning. Demokratiet udvandes og aftalerne udstiller hvorfor banditter i habitter har det så nemt, men der findes rigtig mange som tænker som banditter også blandt politikerne.